Chauffør
Grundforløb 1 (GF1)
20 uger
Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse skal du starte på grundforløb 1 (GF1).
På grundforløb 1 vælger du mellem forskellige fagretninger. Læs mere om vores forskellige fagretninger her.
Grundforløb 2 (GF2)
20 uger
Grundforløb 2 foregår på skolen. Her lærer du de mest grundlæggende ting på uddannelsen, så du bliver klar til hovedforløbet.
Hovedforløb
Op til 5 år
På hovedforløbet veksler du mellem at gå i skole og at være i lære i en virksomhed. Størstedelen af uddannelsen foregår på din læreplads, hvor du får hands-on erfaring og anvender det, du har lært på skolen i virkelige situationer.
Fag på skolen
På uddannelsen lærer du at køre lastbil, at sikre gods og tjekke bremser, dæk mv. Du bliver også undervist i miljø, dansk, kran/anhugning og lastsikring samt trafik/infrastruktur, ergonomi og køre/hviletid.
Læreplads i en virksomhed
Du skal selv finde en læreplads og lave en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. TEC står selvfølgelig klar til at vejlede og hjælpe med at finde et godt sted til dig. Fra grundforløb 2 skal du være aktivt søgende på www.lærepladsen.dk. Du kan også søge læreplads i udlandet. Vi tilbyder vejledning og hjælp til at skrive ansøgninger og CV.
Ny mesterlære
Ny mesterlære er for dig, der gerne vil have faget mellem hænderne fra start.
Her starter du din uddannelse direkte som lærling i en virksomhed – i stedet for den anden vej rundt. Indimellem er du også på skolen, hvor du får den nødvendige teori med. Du har altså en læreplads fra dag ét og du får løn fra starten af dit uddannelsesforløb.
Lyder det som noget for dig? Så kan du læse mere om ny mesterlære på ug.dk.
Specialer
På chaufføruddannelsen har du mulighed for at specialisere dig indenfor forskellige områder.
Godschauffør
Varighed: 3 ½ år (inkl. GF1)
Som godschauffør transporterer du forskellige typer gods. Du står selv for at læsse godset og sikre, at lastbilen er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Dine opgaver inkluderer at fragte gods frem og tilbage fra både virksomheder og private kunder. Hvis du har lyst, kan du også tage job som langturschauffør og køre længere ture til udlandet.
Godschaufførens arbejde er alsidigt og kræver både praktiske færdigheder og en god forståelse for sikkerhed og kundeservice.
Renovationschauffør
Varighed: 3 ½ år (inkl. GF1)
Som renovationschauffør udfører du opgaver i renovations- og affaldsvirksomheder.
Tankbilchauffør
Varighed: 3 ½ år (inkl. GF1)
Som tankbilchauffør er du specialist i at transportere væske og pulver.
Flyttechauffør
Varighed: 3 ½ år (inkl. GF1)
Som flyttechauffør arbejder du med at pakke, emballere og håndtere inventar.
Kørselsdisponent
Varighed: 5 år (inkl. GF1)
Som kørselsdisponent – også kaldet kørselsleder – står du for driften i et transportfirma.
Praktisk info
Her kan du finde den lokale undervisningsplan og ansøgningsfrister.
Er du fyldt 25 år?
Hvis du er over 25 år, starter du på grundforløb 2. Du kan muligvis få merit for din tidligere erfaring. Derfor bliver du indkaldt til et møde, inden du starter på erhvervsuddannelsen.
Over 1 år efter grundskolen?
Hvis det er mere end 1 år siden, du gik ud af grundskolen, kan du starte på grundforløb 2 på den erhvervsuddannelse, du vælger.
Direkte fra grundskolen?
Hvis det er under 1 år siden, du gik ud af grundskolen, så læs her, hvordan du kommer i gang med din erhvervsuddannelse.Nyt uddannelseskapitel = ny titel!
Når du kommer i lære i en virksomhed, går du fra at være elev på en erhvervsuddannelse til at blive lærling.
Som lærling går du på et ’rigtigt’ arbejde sammen med andre folk, der har samme uddannelse som dig. Her får du masser af hands-on erfaring, fordi du hver dag omsætter teori til praksis. I løbet af din læretid får du mange forskellige arbejdsopgaver, som gør dig klar til at træde direkte ud på arbejdsmarkedet, når du står med dit svendebrev i hånden.
Du kan være i lære på forskellige måder: Nogen har læreplads i samme virksomhed hele vejen gennem uddannelsen. Andre er i lære i forskellige virksomheder undervejs. Og nogle er i lære på TECs skoleoplæringscenter. Du kan også søge læreplads i udlandet.
Uanset hvad, så hjælper vi dig med at finde en læreplads, som matcher dine ambitioner, interesser og behov.
OPGAVER SOM LÆRLING
Som lærling i netop dit fag bliver du en vigtig del af transportbranchen, med ansvar for at sikre effektiv og sikker transport af kundens gods.
Som chauffør møder du en masse fede udfordringer, uanset om du kører med kran, farligt gods, renovation eller noget helt fjerde. Du lærer at forstå dit køretøj, så du kan vedligeholde det og køre sikkert og energieffektivt.
Afhængigt af, hvilket speciale du vælger, lærer du at håndtere forskellige typer gods, planlægge ruter og får erfaring med gældende love og regler, så du altid kan køre ansvarligt. Desuden får du al den praktiske viden om lastning og sikkerhed.
HVAD ER SKOLEOPLÆRING?
Kan du ikke finde en læreplads med det samme? Intet problem! Du kan tage dele af eller hele din læretid i vores skoleoplæringscenter. Her arbejder du på værksteder med moderne faciliteter og engagerede undervisere, der sikrer, at du får en uddannelse af høj kvalitet. Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder, så du får masser af erhvervserfaring.
2650 Hvidovre
Mandag - torsdag: 7:30 - 15:00
Fredag: 7:30 - 14:00
TEC Hvidovre
Bus 139 stopper lige ved skolen. Kommer du i bil, på motorcykel eller knallert, er der også masser af gratis parkeringspladser. Kører du i elbil, kan du lade op ved Spirii ladestandere. Der er også handicapparkering.