Tag din praktik i praktikcentret

Når du tager en erhvervsuddannelse, skal du i praktik/lære i en virksomhed. Hvis det ikke lykkes dig at finde en praktikplads, har du mulighed for at tage dele eller hele praktikken i praktikcentret. I praktikcentret arbejder du på et værksted, ligesom hvis du havde en almindelig praktikplads.

Ligesom en virksomhed

I praktikcentret har vi moderne lokaler og værkstedsfaciliteter, og vores instruktører er faguddannede og engagerede, så du kan få en uddannelse af høj kvalitet. Vi arbejder tæt sammen med lokale virksomheder, så du også får erfaring med erhvervslivet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan får man praktikplads i praktikcentret?

Praktikcentret er et tilbud til dig, der ikke har fundet en praktikplads, når du afslutter grundforløbet på erhvervsuddannelserne. Du kan også komme i praktikcentret, hvis du mister din praktikplads uforskyldt.

Inden du forlader grundforløbet, bliver du indkaldt til et informationsmøde om praktikcentret. Der er mødepligt til mødet, og det er her, du udfylder en optagelsesblanket med et ja eller nej til praktikcentret.

For at blive optaget i praktikcentret skal du dokumentere, at du har været aktiv praktikpladssøgende, og at du er oprettet på tec.praktikservice.dk. Du skal også opfylde de såkaldte EMMA-kriterier

Hvis du får tilbud om optagelse i praktikcentret, kan du ikke afslå tilbuddet og så blive optaget senere. Du får kun tilbuddet én gang.

Hvad laver man i praktikcentret?

Når du får en praktikplads i praktikcentret, arbejder du på et værksted, ligesom hvis du havde en almindelig praktikplads. Du får opgaver, der ligner de arbejdsopgaver, du ville blive stillet ude i en virksomhed, og en instruktør, som bliver din mester.

Hvornår starter man i praktikcentret?

Hvis du bliver optaget i praktikcentret, skal du starte måneden efter, du har afsluttet grundforløbet.

På hvilke erhvervsuddannelser kan man komme i praktik i?

Vi har uddannelsesgaranti på størstedelen af vores erhvervsuddannelser. Uddannelsesgaranti betyder, at du er garanteret at kunne gennemføre din uddannelse, også selvom det ikke lykkes dig at få en praktikplads i en virksomhed.

Der er uddannelsesgaranti på følgende erhvervsuddannelser:

  • Automatiktekniker
  • Elektronik og svagstrøm
  • Elektriker
  • Vvs
  • Bygningsmaler
  • Serviceassistent
  • Lager og transport
  • Data
  • Finmekaniker
  • Smed
  • Personvognsmekaniker
  • Lastvognsmekaniker
  • Motorcykelmekaniker
  • Cykelmekaniker
  • Karrosserismed

Hvad er praktikcentret?

Praktikcentret ligger på TEC i Hvidovre og er et tilbud til de elever, der ikke har fundet en praktikplads. Vi lægger vægt på høj faglighed og på at give dig den bedst mulige uddannelse. Derfor tager vi både udgangspunkt i fagenes fælles mål og de faglige traditioner. Vi arbejder også sammen med lokale virksomheder omkring kortere praktikaftaler, opgaver og projekter, så du kan få erfaring med erhvervslivet.

Imens du er i praktikcentret arbejder vi fortsat sammen om at skaffe dig en aftale med en virksomhed. Det kan enten være for resten af din praktik eller delaftaler, dvs. kortere aftaler.

Her ligger praktikcentret

Hvidovre

Adresse
TEC
Stamholmen 195-215
2650 Hvidovre

Transportmuligheder
Busserne 139 og 137 kører lige til døren. Skolen har et stort pakeringsområde, hvis du kommer med bil, motorcykel eller knallert.

Find vej

Kontakt

Praktikcenterchef

Bent-Ole Bohn

TIL TOPPEN