|
|
Htx giver en bred kompetence

Mikkel Stoltenberg Bruun er ikke kun bidt af de naturvidenskabelige fag på htx. Han er også elevrådsformand og meget engageret i de sociale aktiviteter for eleverne på skolen.
Af Line Rønnow Thaisen, journalist
Naturvidenskaben stod højt på listen over ønsker, da Mikkel Stoltenberg Bruun skulle vælge gymnasium. Derfor var htx en oplagt mulighed. Nu går han i 3. G på Frederiksberg Tekniske Gymnasium. Og han har fundet ud af, at htx er meget mere end naturfag.
- Naturvidenskab er stadig fedt, men der er også mange andre aspekter. De humanistiske fag for eksempel. At htx er så tværfagligt, men samtidig så bundseriøst, fastslår Mikkel.
Han pointerer, at htx måske stadig har ry for at være mest for drenge. Men det er langt fra sandt.
- En af de fede ting hos os er, at vi har god fordeling mellem drenge og piger. Det betyder noget for det sociale aspekt, og samtidig får vi flere synspunkter med, når vi har undervisning. Ellers ville der nok gå lidt for meget drengerøvs-suppedas i den, siger han.
Klar til erhvervslivet
Mikkel fik fra starten på skolen indtryk af, at htx på Frederiksberg er et varmt sted. Han er ikke blevet skuffet.
- Jeg kan godt lide at vide, hvad der foregår bag gardinerne. Derfor var det nærliggende for mig at være med i elevrådet, forklarer Mikkel.
Han har nu været elevrådsformand i næsten to år.
- Jeg kan mærke, at skolen er fyldt med elever, der virkelig hungrer efter sociale aktiviteter. De giver udtryk for, at ’Vi vil virkelig gerne lave noget sammen’. På Frederiksberg er det for eksempel fester og fredagscaféen. Vi har det sjovt sammen, siger Mikkel.
Han har haft høje forventninger til skolen. Alligevel er han positivt overrasket.
- Htx er en uddannelse, der giver mig en helt utroligt bred kompetence, som jeg slet ikke havde ventet. Jeg føler, at jeg er rigtig godt rustet til erhvervslivet, konstaterer Mikkel.
| |
|
|