|
|
Jeg skal arbejde for flyvevåbnet eller politiet
Deneeschen Thillainathan er naturvidenskabeligt interesseret. Og så er htx den oplagte uddannelse, når man som han ønsker en fremtid med job i enten flyvevåbnet eller for politiet.
Af Line Svendsen, journalist
Det er på tide at gøre op med fordommene. Man behøver nemlig ikke at være en nørd for at gå på htx. Og dog. For hvis nørd betyder at være knalddygtig på et bestemt område… ja, så er der faktisk mange nørder på htx. - Jeg vil ikke sige, at jeg er en nørd. Måske en semi-nørd. Jeg går på matematik/it-linjen, og vi går meget op i computere. Vi har interne jokes, men vi har det sjovt og hyggeligt. Men jeg er måske nok en smule teknisk anlagt, siger Deneeschen. Han smiler skævt, så man ikke er tvivl om, at en smule er mere end en underdrivelse.
Hjælpen er lige ved hånden Netop interessen for teknologi og naturvidenskab går igen for eleverne på htx. Men på htx i Ballerup er det også hele miljøet, der vinder mange elever. Skolen er lille, og alle kender hinanden. - Vi har ikke noget hierarki her på skolen. Du kan spørge en hvilken som helst lærer om hjælp i et frikvarter. Eller en af 3.g’erne for den sags skyld. De vil altid hjælpe. Der er ikke noget, der hedder, at de ikke har tid. Det betyder meget, siger Deneeschen. Han vil bruge sin studentereksamen til at søge ind til Flyvevåbnet. Eller muligvis hos politiet, når han er fyldt 21 år. - Man bruger it-teknologi en alle vegne i dag. Jeg vil gerne være pilot. Men jeg kan også godt forestille mig at bruge min uddannelse hos politiet, fx til at arbejde som kriminaltekniker en dag, udtaler Deneeschen.
| |
|
|