|
|
Et godt job i et godt firma

Forestil dig, hvilken præcision der skal til for at kreere et implantat til en tand. Det er så småt, at det kan gro sammen i knoglen bagefter. Det er en af de mange ting, som 19-årige Jonas Kristensen lærer i sin uddannelse til finmekaniker.
Af Line Svendsen, journalist
Jonas Kristensen har aldrig været i tvivl om, at han ville gå i sin fars fodspor som industritekniker. Så da han skulle vælge sin uddannelse, faldt valget på finmekaniker. - Jeg har altid været imponeret over, at man kan lave alt på maskiner. Små og detaljerede dele, som man bruger i forskning. Eller implantater til tænder, siger Jonas. Han har halvandet år tilbage af sin uddannelse og er ansat som lærling i Elos Pinol i Gørløse. TEC i Ballerup er landets eneste skole for finmekanikere, så en del elever må rejse langt for at tage uddannelsen. For Jonas var det nemt – han bor i Slangerup, cirka et kvarters kørsel fra skolen.
Arbejde med stor præcision Som finmekaniker fylder arbejdet med maskiner en del, for håndværket skal være i orden. Men det er hele processen, der interesserer Jonas. - Jeg er med fra idé og planlægning, hvor jeg får en tegning, som jeg skal producere noget ud fra. Jeg udfører enhver opgave med stor præcision, for jeg skal kunne stå inde for det, jeg laver. Og så er der samarbejdet med mine kolleger, som kan give indspark, sådan at jeg altid opnår det bedst mulige resultat. Den måde at arbejde på kan jeg godt lide, siger Jonas.
Gode kolleger Som lærling er det også rigtig vigtigt at finde ud af, hvordan hverdagen er i en virksomhed. Det gælder, uanset hvilken uddannelse man vælger. For Jonas betyder det meget, at han har fundet sig godt til rette på sin praktikplads. - Jeg har flinke kolleger. De træder til, når jeg har brug for det og spørger om hjælp. Men jeg får lov til at arbejde selvstændigt, og det er mit ansvar, at det jeg laver er i orden, siger Jonas og fortsætter: - Jeg har et godt job i et godt firma. Derfor kan jeg kun håbe, at de kan finde på at fastsætte mig, når jeg er færdiguddannet som finmekaniker.
| |
|
|